|
Hvis en elev har været forhindret i at gennemføre en obligatorisk prøve på grund af sygdom, bortvisning eller udeblivelse, skal eleven aflægge en sygeprøve snarest muligt. Sygeprøven afholdes efter de samme regler, som gjaldt ved den oprindelige prøve.
Mundtlige sygeprøver kan gennemføres i perioden fra torsdagen før sommerferien til den 10. september eller i de ordinære prøveterminer i maj-juni og december-januar. Det er ikke et krav, at samme lærer og censor deltager som ved den oprindelige prøve. Hvis der ved den oprindelige prøve var en beskikket censor, skal skolen selv finde en censor til sygeprøven, da der ikke beskikkes censorer til disse prøver.
Prøvemateriale som danner grundlag for prøven, som blandt andet synopsis, disposition, problemformulering, kilder eller produkter skal afleveres før den mundtlige sygeprøve. Hvis materialet allerede er afleveret inden sygemeldingen, bruges det til prøven. Hvis ikke, skal skolelederen eller faglæreren vurdere, hvor meget vejledning eleven har brug for at færdiggøre materialet.
|